Tilmeld dig "BCF nyt" her:

Navn
Virksomhed
E-mail
For at forhindre spam bedes du indtaste tegnene i feltet herunder:
Klik her hvis du ønsker at afmelde nyhedsbrevet
19/9 2012 - BCF nyt nr. 3 2012
 

BCF nyt 2012 nr 3

Mindeord

Jens Steen Andersens liv sluttede alt for tidligt. Han var en stridsmand, men mod sygdommen rakte det ikke. Jens var markant og farverig, med meninger og holdninger og med initiativ og vilje til at gennemføre. I BCFs bestyrelse var han aktiv med blik for de store linjer, parat til at sparke selv de tungeste døre ind for at nå sine mål. Hans udgangspunkt var det helt store bibliotek med dets muligheder, men med forståelse for at situationen kunne være anderledes i andre systemer. Han havde skarpt fokus på de ledelsesmæssige opgaver og de prioriteringer, enhver leder nødvendigvis må gennemføre for at nå målene.

Bag den kontante stil, der var en del af Jens, bankede et varmt hjerte for dem, han havde omkring sig. Vi vil savne Jens i BCF. Æret være hans minde.

Mogens Vestergaard, Formand 

LEDER

Danskernes Digitale Bibliotek

Den store udredning ”Folkebibliotekerne i Vidensamfundet” så dagens lys i foråret 2010. Derefter gik et udvalg under KL og Kulturministeriet i gang med at udmønte den del, der drejede sig om Danskernes Digitale Bibliotek. Udvalgets rapport kom i foråret 2012.

Rapportens sigte var som bekendt at adressere folkebibliotekernes store udfordringer i forhold til deres digitale formidling. Rapporten anbefalede, at der blev etableret et indkøbssamarbejde, en fælles infrastruktur og en organisatorisk ramme omkring disse 2 initiativer. Rapporten var ventet længe og med spænding, og da den lå der, gav den anledning til mange spørgsmål. Spørgsmål, som der var en forventning om at få svar på, når organisationen omkring DDB snart ville være etableret.

Der gik et halvt år efter rapportens fremkomst, og nu er vi så blevet præsenteret for de mennesker, som skal føre intentionerne ud i livet. Den endelige udvælgelse af Styregruppen og Koordinationsgruppen har nemlig fundet sted. Og sekretariatschefen for DDB er blevet ansat.

Organisatorisk er Koordinationsgruppen beskrevet som det vigtigste led for gennemførelsen af DDB-rapporten. Derfor er det interessant lige at hæfte sig ved både proces og kriterier for udvælgelsen af Koordinationsgruppens medlemmer.

Medlemmerne er udvalgt af Styregruppen, og medlemmerne repræsenterer sig selv. De er ikke udvalgt til at repræsentere særlige interesser eller foreninger. Tilsammen skal deres erfaring spænde over større og mindre folkebiblioteker, og skolebiblioteker. Dertil kommer KL og Kulturstyrelsen. Erfaring, geografi og biblioteksstørrelse har tilsyneladende været kriterierne.
Hverken Kulturstyrelsen/Kulturministeriet eller KL var efter eget udsagn interesserede i at have foreninger repræsenteret i Koordinationsgruppen. Det havde både BCF og Danmarks Biblioteksforening i sin tid ellers gjort sig til talsmænd for. Repræsentation har den fordel, at den i et vist perspektiv kunne have tilført processen et stænk af demokrati, og den ville sikre en bred forankring gennem en formel og reel ansvarliggørelse. Det er netop styrken i, at man repræsenterer andre og ikke bare sig selv. Dertil kommer at al historik omkring Koordinationsgruppen for Netbiblioteker rent faktisk viser, at foreningernes repræsentanter var villige til og i høj grad evnede at påtage sig et medansvar for at gennemføre og udbrede visioner, planer og handlinger.

Dog er en enkelt forening pænt stærkt repræsenteret i både Styre- og Koordinationsgruppe. Det er KL, idet man må formode, at medlemmer rekrutteret herfra udtrykker foreningsinteresser.

DDBs primære kunder er de kommunale folkebiblioteker. Med det udgangspunkt må man sige, at Kulturstyrelse og KL lige nu står stærkere i skabelsen af DDB og bibliotekerne står, om ikke svagere, så noget splittede tilbage. Det er ikke ideelt, set ud fra et BCF synspunkt.

Men fred med det.

Udvælgelsesprocessen har fundet sted og posterne er blevet besat med begavede, engagerede og vidende mennesker – ingen tvivl om det – og de udvalgte er jo ret uskyldige i orkestreringen. BCF vil gerne ønske alle tillykke med valget og held og lykke med arbejdet. Det samme gælder den nye sekretariatschef.
BCF vil ikke love arbejdsro – tværtimod. Vi vil fastholde Styre- og Koordinationsgruppe på visionen om DDB og på, at visionen skal realiseres i hurtigt tempo. Vi vil efterspørge resultater. Vi vil se forretningsmodeller. Vi vil se budgetter. Vi vil som altid forholde os konstruktivt-kritisk til det, vi ser.
Og vi vil til stadighed gøre opmærksom, at med rapporten og dens anbefalinger i hånden er det ikke nødvendigt at begynde ved Adam og Eva – men derimod helt afgørende, at man bruger netop den som trædesten i det videre arbejde – et arbejde som imødeses med utålmodighed.

Mogens Vestergaard

Formand

 Reuter i kagekassen

For Gud ved hvilken gang blev det Bjarne Reuter, der løb med det største beløb i forfatterpenge. Det skal nok på ny give anledning til brokkeri, men vi, der ved, hvad hans bøger har betydet for udviklingen af efterhånden et par generationer af danskere, under ham hver øre. Se Top-10 listen her 

Tank ikke i Malmø

Elsebeth Tank, der i efterhånden en årrække har holdt de danske bibliotekslederes fane højt hinsidan, har netop forladt Malmø Stadsbibliotek for at søge nye utmaninger. Læs pressemeddelelsen her: 

 Status

Kulturstyrelsen gjorde her i sommer status. Der er tale om en sober og straight gennemgang, som holder sig stramt til de emner som ligger helt indenfor Styrelsens egne døre. Det er en udmærket måde at lave den slags på, men det bliver ofte lidt tamt. Nogle vil sikkert savne refleksioner over, hvad der kan gøres for at sikre en ordentlig formidling af digitale tekster, ligesom det må undre, at der ikke er noget om bibliotekspengenes fordeling i en digital fremtid. Læs selv her. 

…og så alligevel

Umiddelbart inden deadline meddeler Kulturministeren, at han nedsætter et udvalg, der skal give biblioteksafgiften et digitalt eftersyn. Sammensætningen af udvalget sikrer at i det mindste ét medlem har biblioteksfaglig indsigt. Det er forhåbentlig nok til at sikre, at afgiften ses i en bredere udviklingsmæssig sammenhæng. Pressemeddelelse og kommisorium ses her 

Drost i Friis

Men der er andre, der tager diskussionen op. Poul Friis behandler hver formiddag et emne på P1. D. 6. september var det formanden for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, der fik lov til at redegøre for nogle af de diskussioner, der er relevante i forbindelse med den digitale udvikling på folkebiblioteksområdet. Hør udsendelsen her: 

Vaner

Det handler om at få så mange som muligt til at benytte bibliotekerne. Hvordan det går med den sag, ved vi snart mere om, for her i efteråret kommer den nye udgave af kulturvaneundersøgelsen, der som altid (forudsér den clairvoyante redaktør) vil vække betydelig opmærksomhed i biblioteksverdenen. Kan man ikke vente længere, kan man læse mere her

NonUsers.

Der er imidlertid allerede nu mulighed for at lære noget om, hvem det er der (ikke ) benytter bibliotekerne. Bestyrelsens nye medlem, Birgitte Karmann Roslev henleder her opmærksomheden på en interessant undersøgelse, som Odense Centralbibliotek har gennemført, og som kan give os viden om det vi ved allermindst om: Er der overhovedet nogen der ikke bruger bibliotekerne, og hvem er de?

Hvor mange ikke-brugere af bibliotekerne – er der på Fyn? Og hvem er de?
Dette fortælles i en undersøgelse, som de fynske biblioteker har foretaget i samarbejde med analyseinstituttet Moos-Bjerre med støtte fra Kulturstyrelsen,
Det samlede antal ikke-brugere udgør 47 % på Fyn.
Trods fravalget af biblioteket er ikke-brugernes udsagn hovedsagligt både positive og imødekommende. Hele 71 % af ikke-brugerne mener, at bibliotekerne er vigtige for samfundet.
61 % af ikke-brugerne finder det sandsynligt, at de vil benytte bibliotekerne i fremtiden.
De fynske biblioteker samarbejder nu om ny markedsføring rettet mod grupper af ikke-brugere.

Der udsendes invitation til en national konference om undersøgelsens resultater. Noter datoen nu: Den 28. november 2012 i Nyborg.

Læs mere om den interessante undersøgelse her 

Besøg

Bestyrelsen er løbende i dialog med aktører med indflydelse på bibliotekerne. På seneste bestyrelsesmøde havde man inviteret formanden for KLs børne og kulturudvalg, Jane Findahl fra Fredericia. Inden mødet havde bestyrelsen sendt et oplæg til diskussion. Det kom der en fin dialog ud af. Læs Britta Bitsch’ refarat af samtalen her 

At sidde i bestyrelsen for BCF...

... er i det hele taget interessant, men også travlt. Det er ikke læsning af rapporter eller diskukssioner med betydningsfulde politikere, der fylder kalenderne. Bente Nilesen fra Guldborgsund refererer her fra et par af de utallige møder bestyrelsesmedlemmerne har deltaget i siden sidst. Gang med antallet af medlemmer og igen med dette medies udgivelsesfrekvens. Læg transporttid og forberedelse, bestyrelsesmøder og interne mails til, og man har en god forestilling om, hvad det er for en indsats, der ydes

 Nye digitale tjenester udfordrer bibliotekernes digitale tilbud, så hvordan skal bibliotekerne navigere i et landskab med både digitale og fysiske materialer? 

BFs medlemsblad Perspektiv holdt den 13. september debat om bibliotekerne og det digitale område. Læs BCFs formands oplæg til debatten

Endelig og ikke mindst…

…nærmer det tidspunkt, som alle artige overbibliotekarer har ventet på i et helt år. På redaktionen er vi stolte over og glade for, at være de første der løfter en flig for indholdet på BCFs årsmøde, der afholdes på den sædvanlige adresse d. 7. og 8. februar 2013. Der bliver tomt på direktionsgangene på de danske folkebiblioteker i de dage.

Hjørring Bibliotek omtales i American Libraries Online!

 

Bidrag sendes til:

Jørgen Bartholdy, chefredaktør - jorgen.bartholdy@skanderborg.dk

Jens Lauridsen, redaktionssekretær - jnl.hb.uk@taarnby.dk 


Bibliotekschefforeningen  | pihf@kolding.dk