Tilmeld dig "BCF nyt" her:

Navn
Virksomhed
E-mail
:
CAPTCHA Image
Klik her hvis du ønsker at afmelde nyhedsbrevet
22/12 2011 - BCF Nyt 5, december 2011

BCF Nyt nr. 5, december 2011

 
DDB - Quo usque tandem abutere, Catilina, patientia nostra?

Ja – der kan gå så lang tid, at man henfalder til latin. Oversat betyder det: ”Hvor længe endnu, Catilina, vil du misbruge vor tålmodighed”. Spørgsmålet rettes til de kombattanter, der sidder og pusler med de afgørende brikker til Danskernes Digitale Bibliotek. Og det spørgsmål dækker over en hel masse andre spørgsmål, for vi savner i den grad oplysning.

Der er ingen tvivl om, at alle parter – styrelse, KL, store som små biblioteker – ønsker fremdrift. Og der breder sig en undren over, hvorfor der ikke er mere skred i sagen. Hvad volder problemer? Der er en infrastruktur, der i det store og hele er sagt god for gennem Devoteams vurdering af Ting-konceptet. Der er i konceptet muligheder for fri konkurrence om at levere ydelser til DDB, således at der kan fås de bedste løsninger til de billigste priser – oven i købet via en community-tanke, hvor alt deles. Der er lavet en business-case på, hvor meget de enkelte kommuner kan spare. Hvorfor så tøve?

Ved nærmere eftertanke kan man måske godt få øje på nogle forhindringer. Hvad er egentlig indholdet i DDB i de forhandlinger, der sker for øjeblikket mellem Staten og KL? Drejer det sig om infrastruktur og/eller indhold? Ledninger og/eller licenser?

Infrastruktur er en nødvendighed for en sømløs udnyttelse af data og services, men hvordan forholder denne infrastruktur sig til den enkelte kommunes infrastruktur i øvrigt? Er det et krav, at der opbygges en særlig infrastruktur for at kunne få det maksimale udbytte af DDBs indhold? Kan bibliotekerne sige ja, uden at få en kommunal it-chef på nakken, fordi man melder sig ud af den kommunale verden?

Hvilket indhold skal flyde gennem denne infrastruktur ud til den mindste enhed til gavn og glæde for hver eneste borger? Hvem producerer dette indhold? Er det struktureret som Litteratursiden og Palles Gavebod?

Hvordan anskaffes indhold? Puljer vi pengene og sender dem til en indkøbsenhed? Hvor skal den ligge? Men måske vigtigst af alt: er DDB svaret på borgernes behov for fri og lige adgang til viden og information?

BCF efterlyser klarhed.

Mon ikke pengespørgsmålet er en væsentlig faktor i forhandlingerne? For BCF er det afgørende, at DDB synliggør, hvordan økonomien ser ud for det enkelte bibliotek i den enkelte kommune.

Det er ikke helt enkelt. Taler vi om, at DDB erstatter noget nuværende? Eller taler vi om, at DDB er en nødvendig investering, som vi alle bliver nødt til at gøre for at have relevans for samfundet fremover. Rationalet ligger så i, at det er billigere at investere sammen end hver for sig.. Det nødvendige rationale er med andre ord bundet op på sammenhængende kommunale fællesløsninger - ja i virkeligheden på et fortsat sømløst dansk folkebiblioteksvæsen. Det sidste betyder, at der i mindre grad sker erstatning og reelt skal penge op af lommen. Det er naturligvis en opgave, som bibliotekschefer til alle tider har måttet forholde sig til. Men bibliotekscheferne foretrækker at have bare en ædruelig antydning af udfordringens størrelse. Med de nedskæringer, bibliotekerne har oplevet de seneste år, er der pokker til forskel på at skulle flytte et lille beløb og så noget med en del cifre.

Og så er det vel ikke helt urimeligt at antage, at sporene fra projekt Udbetaling Danmark skræmmer. Kommunerne brokker sig en hel del, kan man læse. Biblioteksverdenen har ikke brug for en lignende situation. Det, vi har brug for, er, at visionerne om DDB gennemføres på et forsvarligt grundlag. Hurtigt!

Begge parter – Staten og KL – har en interesse i, at DDB gennemføres med en bred opslutning. Det er i kommunerne, bibliotekerne er forankrede og hører hjemme. Det er for BCF hævet over enhver tvivl. Det betyder, at det er en kommunal opgave at sikre en biblioteksudvikling, der er i tråd med vidensamfundet. Men samtidig står det også fast, at Biblioteksloven gælder i alle kommuner. Det betyder, at staten ikke legitimt kan acceptere en halv løsning.

Biblioteksverdenen har hidtil formået at løse udfordringerne på smukkeste vis gennem det samarbejdende biblioteksvæsen. Det kan også lade sig gøre med DDB. Men det kræver, at parterne får ryddet de sidste knaster af vejen i en fart. Det kræver gensidig respekt, og det kræver vilje til at nå løsninger fra begge sider. Hvor længe skal vi vente på resultaterne? Hvornår bliver rapporterne offentliggjort? Der er da forhåbentlig ikke tale om materiale, der er til fare for statens sikkerhed – sådan som det var tilfældet, da Cicero sagde: Quo usque tandem abutere, Catilina, patientia nostra?

Mogens Vestergaard, formand for BCF.


 
Medlemsmødet…
…d. 28. oktober trak medlemmer af huse. 65 mødte frem på Kulturøen i Middelfart. Dem, der ikke var iblandt, må undvære den fremragende udsigt, mødet med gode kolleger og meget andet, men helt skal de l ikke snydes. BCF bringer her en fra dagen

Medlemsmøde i Middelfart
 
Nedskæringer. Med fornyet vækst som resultat? /JB
Efter flere års hårde nedskæringer råber BFs formand vagt i gevær. Det er ikke bare en smule gratis fritidsfornøjelser, der er blevet historie. Det er efter Pernille Drosts mening selve muligheden for at skabe lokale spydspidser for ’..liv og kulturel mangfoldighed’ der er forsvundet fra en række lokalsamfund med de seneste års hårde lugearbejde i filialbibliotekerne, og hun advarer generelt mod at fortsætte nedskæringerne på biblioteksområdet. Forhindrede juletravlheden enkelte af dette magasins læsere i at læse Tanten i mandags, er her muligheden for at indhente det forsømte. www.b.dk/kommentarer/bibliotekerne-goer-os-klogere-hvis-de-bevares

 
Spændende biblioteksstafet. /JL
Kender du hjemmesiden www.denoffentligesektor.dk med biblioteksstafetten www.denoffentligesektor.dk/blog/24/3?
Her er spændende indlæg i biblioteksdebatten ved.f.eks. Michel Steen-Hansen, Michael Cotta Schønberg, Anette Grønholt Andersen fra Skolebiblioteksforeningen - og i kommende versioner ved Jens Lauridsen, Tårnby og senere Bente Kristoffersen, Brønderslev.

 
Internationalt standardiseringsarbejde…/JB
…er ikke det mest sexede, men bibliotekarer mere end nogen anerkender dets betydning, Hidtil er arbejdet foregået i nærmest ubemærkethed, men med en forbilledlig lille netpublikation, kan enhver nu blive oplyst om arbejdet i de forskellige udvalg og se navnene på de anonyme helte, der yder en særlig indsats indenfor området.I endnu en god uges tid kan publikationen downloades fra Styrelsen for Bibliotek og Mediers hjemmeside. Hvor den derefter ender er endnu uklart, for fra den dato ændres Styrelsen for Bibliotek og medier fra selvstændig Styrelse til et fagkontor under…

 
…Kulturstyrelsen. /JB
…som dannes af de hidtidige Kulturarvsstyrelsen, Kunststyrelsen og Styrelsen For bibliotek og Medier. Biblioteksområdet vil blive placeret i et af 6 fagcentre: ’Fagcentret for Bibliotek og Medier’. Den succesfulde fusion mellem Biblioteksstyrelsen og Mediesekretariatet bliver således i første omgang fastholdt. Men som også nedenstående link fortæller, vil der efterfølgende ske en tilpasning af organisationen. Ord som ’Effektiviseringsgevinster’ og ’budgetnedskæringer’ lader ane, at øvelsen ikke i første omgang er tænkt som indledningen på en større kulturoffensiv.

Ny organisering af Kulturministeriet
 
Nyheter P4 Radio Stockholm. /JL
Læs og hør om udlicitering af biblioteksvirksomheden I Nacka:

Sveriges radio
 
Bibzoom goes worldwide? /JB
Forløber udrulningen af Bibzoom ikke optimalt indenfor rigets grænser, er der mere gang i den udenlandske tilslutning. Finland er allerede inde i folden, og andre står på spring. Uanset hvad, er der sikkert mange, der håber at ekspansionen kommer til at påvirke såvel udviklingstakt som priser.

Bibzoom Finland
 
Biblioteks- og borgerservicechefer. /JB
En del medlemmer af dette magasins ejer, Bibliotekschefforeningen, har efterhånden fået udvidet deres ressort med ledelse af borgerservicefunktioner på forskellige niveauer og i varierende omfang. For at trække på hinandens kompetencer, har de dannet et løst netværk, som mødtes for første gang på Vejle Bibliotek d. 5. december. Referatet af mødet kan ses herunder.

Borgerservice
 
Udbetaling Danmark. /JB
Samme gruppe af chefer, har deres opmærksomhed stift rettet mod d. 01.11.2012, som er den dato, hvor de første dele af de kommunale serviceopgaver flyttes over til den nyoprettede myndighed, Udbetaling Danmark. Noget der vil berøre mange biblioteker direkte og flere indirekte. Det har været aftalt længe, og flere steder i landet er byggeriet af de fem nye centre som skabes forskellige steder i udkanten af regionsområderne allerede længe været i gang. Derfor er det da også helt usædvanligt, at der fra mediers og KLs side kaldes til fornyet diskussion om konstruktionens berettigelse. Hmmm! Hvad var det lige der skete, da flere medier med DR i spidsen gik til angreb på UDK og økonomien bag. Nåede man ikke at følge sagen mens den var varm, kan man samle op her.

Udbetaling Danmark
 
Chefredaktør fratræder. /JB
Endelig vil vi minde om, at BF’s og perspektivs chefredaktør gennem en årrække begynder på et nyt job pr. 1. januar. Henrik Hermann har ikke alene relanceret medlemsbladet under det nye navn Perspektiv, han har også udviklet forbundets nye site Del Din Viden på web og print. Henrik har mens han har været i BF taget en master på SDU som han afsluttede i 2008 og han fortsætter som bladredaktør for Folkeskolen med tilhørende netmedier. Ikke det værste sted at have en ven af bibliotekerne placeret, og vi iler da også med at ønske Henrik fortsat fremdrift også i den nye position.

 
God jul og godt nytår.

Andre redaktører har i disse dage travlt med at ønske deres læsere glædelig jul og godt nytår. Det vil vi ikke undlade her på redaktionen. Derfor:

Alle læsere af BCF, medlemmer som ikke-medlemmer, ønskes en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nyår fra den samlede redaktion på BCF nyt.

Vi ser frem til et fortsat udbytterigt digitalt samvær i 2012.

I øvrigt arbejder vi med næsten 100 procents kildebeskyttelse, så har du en god bibliotekschef-nyhed, så send en mail:

Jørgen Bartholdy, chefredaktør - jorgen.bartholdy@skanderborg.dk

Jens Lauridsen, redaktionssekretær - jnl.hb.uk@taarnby.dk


Bibliotekschefforeningen  | pihf@kolding.dk